WOZNIACKI-VIKAR OG SUVERæN TAUSON SIKRER NY DANSK SEJR

Danmarks kvindelandshold i tennis sluttede det indledende gruppespil i Billie Jean King Cup af med endnu en sejr og kan stadig sikre sig oprykning fra Europa/Afrika Gruppe I.

Onsdag vandt både Johanne Svendsen og Clara Tauson sine singlekampe over ungarere. Dermed blev doublen, hvor Svendsen og Tauson egentlig var udset til at spille sammen onsdag eftermiddag, betydningsløs.

Danmark sluttede dermed på andenpladsen i sin gruppe og skal derfor møde to andre toere i jagten på en oprykningsplads. Torsdag holder danskerne fri og møder i de efterfølgende dage henholdsvis Grækenland og Letland.

Johanne Svendsen skulle ikke have spillet en stor rolle i singlekampene i denne uges gruppespil, men efter at Caroline Wozniacki blev syg, har hun grebet chancen og vundet begge sine kampe.

Onsdag sejrede hun med 6-2, 6-4 over Adrienn Nagy efter en kamp på halvanden time.

Dernæst brugte Clara Tauson kun tre kvarter på at leve op til favoritværdigheden og slå Natalia Szabanin, verdens nummer 601. Tauson uddelte et sæt briller og vandt 6-0, 6-0.

- Det var en god kamp fra min side, jeg lavede nærmest ikke en fejl. Man kunne godt se på mit spil, at jeg havde meget selvtillid, siger Tauson.

Reserverne Rebecca Munk Mortensen og Laura Brunkel blev sendt i aktion i den ubetydelige doublekamp. De tabte 4-6, 2-6.

Med 2-1-sejren slutter Danmark som nummer to efter Østrig i det indledende gruppespil.

- Nu har vi lige en fridag torsdag, og vi skal nyde, hvor vi er kommet til efter tre gode kampe.

- Jeg har især været glad for mit eget spil indtil videre, og det bliver spændende at spille kampe om at rykke op, siger Tauson.

/ritzau/

2024-04-10T13:26:48Z dg43tfdfdgfd