SYG RUBLEV FEJRER STOR TRIUMF MED RETUR TIL HOSPITALET

Søndag vandt russeren Andrey Rublev sin anden Masters 1000-turnering i karrieren på ATP Tour. I en maratonfinale over tre timer mod Felix Auger-Aliassime vandt Rublev 4-6, 7-5, 7-5.

Præstationen i Madrid var stor i sig selv for russeren. Men det faktum, at Rublev var syg stort set hele vejen gennem turneringen, gør ikke triumfen mindre imponerende.

Sygdommen betød, at han ikke skulle fejre triumfen med stor festivitas. Tværtimod kan man næsten sige.

- Jeg er stadig syg, og i morgen (mandag, red.) tager jeg tilbage til hospitalet for at blive tjekket igennem, så jeg kan få svar på, hvad pokker der foregår, sagde Rublev på pressemødet efter finalesejren.

- Jeg har været syg i otte-ni dage nu. Det er ikke normalt. Og jeg får det ikke rigtigt bedre, hvilket er underligt, for normalt er jeg syg to eller tre dage højst. Det her er første gang, jeg har været syg så længe.

Inflammation i kroppen fik hans ene fod til at hæve op i en sådan grad, at han ikke selv kunne tage sko på. Og han havde store smerter i den.

- Smerten var som at have en brækket fod, så de gav mig en smertestillende indsprøjtning. Det gjorde, at jeg ikke var generet og kunne spille uden at tænke på det, forklarede Rublev.

Efter planen skal Rublev i aktion igen i denne uge, hvor der er Masters 1000-turnering i Rom. Ligesom i Madrid foregår det på grus.

Masters 1000 er de største turneringer på den årlige tenniskalender fraregnet de fire grand slam-turneringer og sæsonfinalen.

/ritzau/

2024-05-06T08:46:11Z dg43tfdfdgfd