FOR TREDJE åR I TRæK BLIVER BRøNDBY HYLDET FOR SIT GRæS

For tredje år i træk har anførerne i Superligaen kåret grønsværen på Brøndby Stadion som den bedste i landet.

Det oplyser Spillerforeningen, som uddeler prisen på baggrund af vurderinger fra klubbernes anførere.

Efter hver kamp giver udeholdets anførere deres uforbeholdne mening om den bane, de netop har spillet på, og græstæppet på Brøndby Stadion er altså kaptajnernes absolutte yndling i landets bedste fodboldrække.

Banen på den københavnske vestegn scorer karakteren 4,71 på en skala, der går fra 1 til 5.

Energi Viborg Arena scorer en karakter på 4,00.

- Når det handler om synet på baner og forståelsen af vigtigheden af dem, er Brøndby IF et eksempel at følge, siger Thomas Lindrup, der er chef for spillerrådgivning i Spillerforeningen.

- Klubben har valgt at prioritere og investere i sine baner - både på Brøndby Stadion og på deres træningsbaner. Den tankegang og økonomiske prioritering er en forudsætning for gode baner, siger Lindrup.

Han roser desuden Chris Hague, som er såkaldt groundsman i Brøndby.

Mens Brøndby fortsat er i toppen, er kunstgræsbanerne i Farum og Silkeborg igen i år i bunden, som det har været tilfældet gennem flere år.

Plastiktæppet på Right to Dream Park får karakteren 2,07, mens Jysk Park får 2,29.

Spillerforeningen har uddelt prisen siden 2012. Målet er at løfte kvaliteten af fodboldbaner i Danmark.

/ritzau/

2023-05-29T08:26:12Z dg43tfdfdgfd