CLARA TAUSON UDNYTTER TOTALT SLOVAKISK SAMMENBRUD

En ufrivillig sygdomspause har ikke slået Clara Tauson ud.

Den formstærke tennisspiller viste mandag forrygende form i første runde af den store WTA 1000-turnering i Dubai.

Det gik ud over slovakiske Rebecca Sramkova, som Clara Tauson slog 7-6, 6-0.

Som resultatet antyder, måtte Clara Tauson slide for at vinde første sæt, hvor hun havde svært ved at få snøret sækken, selv om hun havde flere muligheder.

Faktisk havde Rebecca Sramkova fire sætbolde i den afgørende tiebreak, men Clara Tauson holdt hovedet koldt og vandt sættet.

I andet sæt var Rebecca Sramkova slet ikke til stede, og Clara Tauson savede hende midtover.

Dermed er Clara Tauson klar til anden runde, hvor den bundrutinerede ukrainer Elina Svitolina venter. Ender det med dansk sejr der, venter verdensetteren Aryna Sabalenka i tredje runde, hvis ellers belaruseren slipper gennem anden runde.

Tauson og Sabalenka har for nylig krydset klinger i en tæt og underholdende kamp i Australian Open, og hvis Tauson holder det niveau, hun ramte mandag, kan det meget vel blive lige så spændende igen.

For selv om danskeren bøvlede med at knockoute Rebecca Sramkova i første sæt, så spillede hun godt.

Tauson var bedst på langt de fleste statistikpunkter, men Sramkova bed især fra sig, når hun fik sin førsteserv ind, og det reddede hende i flere servepartier.

Tre gange havde Tauson mulighed for at bryde Sramkova, men slovakken overlevede alle tre gange.

Det samme gjorde Tauson, da hun i tiebreaken blev presset af tre slovakiske sætbolde. Og da Sramkova kort efter havde Tauson nede i sækken igen, sprang danskeren op på ny.

Til sidst var det Tauson, der tilkæmpede sig en sætbold, og så lavede Sramkova en dobbeltfejl.

Det slog slovakken fuldstændig ud, og i andet sæt var hun statist. Sramkova kunne ikke slå en bule i en blød hat og blev ydmyget fuldstændig af en velspillende dansker.

/ritzau/

]]>

2025-02-17T11:49:25Z