FREDERICIA-FORSVARER EFTER 1-6: DET ER PINLIGT

FC Fredericia drømte om en plads i pokalfinalen i Parken, men drømmene fik et skud for boven i den første semifinale ude mod Silkeborg.

Her blev Fredericia udspillet og tabte med 1-6.

- Det er pinligt. Vi skal jo ikke tabe så stort, siger Fredericia-forsvareren Jesper Juelsgård til Viaplay ifølge bold.

Kampen blev reelt afgjort, da Silkeborg scorede tre gange inden for ni minutter fra det 15. til 24. minut.

- De er kyniske, det må man sige, og vi spillede dem gode i rigtig mange situationer. Så ja, det er pinligt at stå her.

- Vi havde svært ved at komme i gang. Hvad det skyldtes, kan jeg ikke evaluere på lige nu. De ramte en god dag, de er kyniske og de udnyttede deres chancer, lyder det fra Juelsgård.

I den anden lejr lagde Silkeborg-træner Kent Nielsen ikke skjul på, at holdet er tæt på finalen.

- Det er et gigantisk udgangspunkt, vi har bragt os selv. Det er kun os selv, der kan fucke det her op, mener Kent Nielsen.

Han har dog stadig respekt for opgaven, der venter i returkampen på udebane 11. april.

- Vi nyder det og er glade, men vi tager det ikke for givet. Der er sket store sensationer i fodbold, og vi kommer til at gøre alt for, at det ikke kommer til at ske igen, lover den garvede træner.

I den anden semifinale tog AGF første stik ved at vinde 3-2 på udebane mod FC Nordsjælland.

Pokalfinalen spilles 9. maj i Parken i København.

/ritzau/

2024-03-29T21:55:38Z dg43tfdfdgfd