Remco Evenepoel tabte 39 sekunder. Primoz Roglic og João Almeida det samme.
1. etape blev en succes for Jonas Vingegaard, der med aggressiv sidevindskørsel gav tre potentielle toprivaler et hak i tuden allerede på Tour de Frances førstedag.
- Jeg skal love for, at vi kom i gang. Det er nok en af de mest stressende etaper, jeg har prøvet i Touren. Der var meget sidevind derude, og vi endte med at splitte feltet med 25 kilometer til mål.
- Det var vores plan, og holdet gjorde det sindssygt godt, siger en tilfreds Vingegaard.
Han sad selv helt fremme og var med til at skrue tempoet i vejret, da Visma-holdet fik knækket frontfeltet i stykker i sidevinden.
Gruppen bagved kom aldrig tilbage og tabte flere og flere sekunder, som kilometerne gik.
- Når man kører rundt på viften, er det nemmere end at sidde nede i vinden. Man får mere læ. Selv om det kan være hårdt, kan det godt betale sig at bruge de kræfter.
- Det var en rigtig god dag. At vi kunne tage tid på de fleste rivaler, er jo godt, konstaterer Vingegaard.
Man så ham undervejs i en overraskende bakkespurt, hvor han sikrede sig et bjergpoint på etapens sidste kategori 4-stigning. Men det skal man nu ikke hæfte sig for meget ved, fastslår han.
- Jeg sad oppe foran, og der var ikke rigtig nogen, der gad at have pointet, og så tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne tage det, siger Vingegaard.
/ritzau/
]]> 2025-07-05T16:49:50Z