Hele håndbold-Danmark tabte kæben i december.
Også Magnus Landin. Selv om det faktisk var hans brors skyld.
For da Nikolaj Jacobsen udtog sin bruttotrup til den igangværende EM-slutrunde på hjemmebane, var der nemlig ét navn, der fik alle til at spærre øjnene op.
Niklas Landin. Den danske legende, der stoppede sin landsholdskarriere efter OL i 2024, stod pludselig på bruttolisten.
Et chok for samtlige rød-hvide håndboldfans. Og Landin-lillebroren.
For han anede slet ikke, at storebroren havde meldt sig klar.
»Nej, det gjorde jeg faktisk ikke,« fortæller Magnus Landin i et interview med B.T. og tilføjer:
»Da jeg så det, blev jeg sådan lidt: 'Nå, har du ombestemt dig?'. Men han havde bare ikke fortalt mig det, og det var nok ikke noget, han havde tænkt så meget over.«
Derfor måtte Magnus Landin da også lige hive fat i sin storebror et par uger senere for at høre, hvad der egentlig foregik:
»Jeg spurgte ham ind til det, da vi holdte jul sammen, ja.«
Den tidligere landsholdsanfører er dog ikke en del af den endelige EM-trup, som i øjeblikket er samlet i Herning.
Og Nikolaj Jacobsen har da også for længst slået fast, at han ikke regner med at se Landin tilbage i den rød-hvide trøje.
I så fald skulle det betyde en skade til én af de to nuværende målmænd, Emil Nielsen og Kevin Møller, som er med på holdkortet i det midtjyske.
Og det er der ingen, der ønsker at se, slår Magnus Landin fast.
»Det skulle betyde, at én af de målmand, vi har, bliver skadet. Det håber jeg virkelig ikke. Og jeg har også haft min tid med Niklas på landsholdet, kan man sige. Sådan er det,« afslutter han.
Danmark møder torsdag aften Frankrig i den første mellemrundekamp ved EM.
Du kan følge braget live på bt.dk fra klokken 20.30.
2026-01-22T06:27:11Z