Mathias Gidsel leverede to vidt forskellige halvlege, da Danmark torsdag aften sled sig til en meget vigtig EM-sejr over Frankrig i Boxen.
I første halvleg leverede verdens bedste spiller 30 af de svageste minutter, han har spillet i sine 101 landskampe.
Men i anden halvleg var han helt flyvende – og var igen et det harpiksvidunder, som bør udstilles på Louvre efter karrieren.
Og netop det kampforløb var Mathias Gidsel utrolig stolt af efter kampen.
»Sådan en kamp er én af de bedste kampe i min karriere, synes jeg.
»For jeg kom ind til pausen med rigtig mange negative tanker og havde måske tabt lidt tiltro til mig selv,« fortalte Gidsel.
»Og så alligevel komme ud til anden halvleg og blive ved med at gå forrest og vise holdkammeraterne, at de kan stole på mig, uanset om jeg havde lavet dumme beslutninger i første halvleg.«
Da de mørke tanker kom til Füchse-stjernen i omklædningsrummet i pausen, huskede han sig selv på en sms, han havde fået dagen forinden.
»Der var en god ven, der i går skrev til mig, at 'det er i svære tider, at de rigtige ledere viser format'. Og det fik jeg sagt til mig selv i pausen.«
»For det var en svær tid, også for mig personligt efter første halvleg. For jeg ved udmærket godt, hvor stort et pres, jeg har på mig, og hvilket ansvar jeg har.«
»Så jeg prøvede at lægge de negative tanker til side og sige til mig selv 'for pokker, Mathias – det er stadig håndbold'.«
Og det lykkedes – for det var den danske superstjerne, der til sidst fik knækket Frankrig og sikret en mindeværdig 32-29-sejr til Danmark.
2026-01-23T06:12:15Z