Parken bliver normalt malet rød og hvid, når der er landskampe.
Men torsdag aften kan der meget vel være en lille undtagelse, når Portugal kigger forbi i Nations League.
Superstjernen Cristiano Ronaldo har nemlig meldt sin ankomst, og derfor er det ret sandsynligt, at der kommer til at være adskillige Ronaldo-trøjer blandt publikum – også på de danske tribuneafsnit.
Men medmindre det drejer sig om børn, så kan det få store konsekvenser, hvis man har en portugisisk trøje på i de danske afsnit, skriver TV 2 Sport.
»Hvis der sidder fans i danske tilskuerafsnit, som åbenlyst holder med Portugal, risikerer de at blive bortvist. Vi kommer dog ikke til at nægte børn adgang, hvis de er iført Cristiano Ronaldo-trøjer,« lyder det fra Erik Brøgger Rasmussen, der er administrerende direktør i DBU, til TV 2 Sport.
Ifølge DBUs regelsæt er det nemlig ikke tilladt at bære udeholdets trøjer andre steder end i udebaneafsnittet.
Danmark møder torsdag aften Portugal i den første af to Nations League-kvartfinaler.
Du kan følge braget live her på bt.dk fra klokken 20.45.
2025-03-20T14:58:23Z